Pontus er sommelier og medejer på Noma, og det er faktisk fuldkommen overflødigt at knytte yderligere kommentarer til dette 1-tal. Både fordi det er jo er old news på nuværende tidspunkt, og fordi det nærmest er en selvfølge, at Noma tager et år mere i den øverste top af toppen.
Alligevel vil Spiseliv naturligvis ikke holde sig tilbage for at fundere lidt over det. Sige noget utrolig velovervejet og mindre begavet på én og samme tid. Både om Nomas førsteplads og om San Pellegrino-listen generelt.
Fra hygge til uhygge på et splitsekund
Ud over Nomas førsteplads for anden gang er der sket andre ting og sager, som vi lige her går let og elegant henover. I stedet springer vi direkte til niende pladsen. Klassens frække dreng, Châteaubriand på avenue Parmentier i det 11. i Paris, er rykket to skridt frem i systemet til nummer 9, hvilket fx har fået Gastros Jesper Uhrup til at pege på utroværdigheden ved hele San Pellegrino-listen. Og just dette er egentlig sjovt nok i sig selv. Der er ikke noget som michelinguider og San Pellegrino-lister og måske madanmeldelser i det hele taget, ja endog vinanmeldelser lige fra Søren Franks til Robert Parkers, der i den grad formår at dele vandene og skabe splid i en ellers hyggelig hyggeatmosfære, hvor alle er venner med alle.
Far er ikke sur, far er skuffet
Jesper Uhrup er fx på det nærmeste virkelig indigneret over det med Châteaubriand. Han har under underskriften 'Noma er sikker vinder på stærkt utroværdig liste' bl.a. skrevet sådan her:
"Hovedproblemet er, at det er for tilfældigt, hvem der kommer på listen. Alene det, at et sted som parisiske Le Chateaubriand kan være nr. ni på listen er grænseoverskridende absurd – ja, at de overhovedet kan være på listen er absurd. Det er et meget sjovt sted, en bistro med sjove indfald etc., men uanset hvilken målestok, man bruger, så kan Le Chateaubriand aldrig – ALDRIG – være på en top 50-liste! Og der er simpelthen generelt for mange dark horses på listen og tilsvarende alt, alt for mange åbenlyse udeladelser.”
Det er mor også...
Og det er jo en holdning, kan man sige. Om ikke andet. Man kunne også sige, at der er noget, der tyder på, at Jesper Uhrup vist mener, en restaurant bør tage sig ud på en bestemt måde, ikke kun de fysiske rammer, men også i sin tilgang til det at give restaurantgæsten en oplevelse, for at kunne figurere på listen over verdens 50 – eller 100 – bedste restauranter, og “et meget sjovt sted, en bistro med sjove indfald etc.”, det falder så åbenbart ikke ind under denne kategori. Uanset hvor skarp maden er, hvor kompetent og temmelig flabet, men ikke uden charme, betjeningen er. Uanset hvor gennemarbejdet og til tider virkelig innovativ retternes komposition er. Uanset hvor spændende og gennemsyret helstøbt vinkortet er. Uanset hvor glad i låget, man eventuelt kunne blive af en aften på Châteaubriand, og så tilmed uden at blive flået, så er den bare ikke ... fin?, rigtig?, dekadent?, klassisk? ... nok til at figurere blandt de bedste. Er det sådan, det skal forstås? I så fald forstår undertegnede det ikke.
Tidens tendens eller rygklapperi?
Bo Bech har andetsteds udtalt, at San Pellegrino er et klart udtryk for tiden (hvorimod Michelinguiden er langt mere 'støvet'), og dette synes at være den generelle holdning blandt tilhængerne af listen. Listens modstandere mener, den er for useriøs, fordi det kort fortalt er for tilfældigt hvem, der har været at spise hvor hvornår, og fordi den bærer for meget præg af rygklapperi og hvis-du-spiser-hos-mig-får-du-en-overnatning-gratis-attituder.
Det er ærlig talt, på trods af fælt mange artikler om emnet i både danske og udenlandske medier i den forgangne uge, svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng. Måske er det bare sådan, at mad- og vinanmeldelser generelt set er utroværdige? Fordi den anonyme testspiser/madanmelder simpelthen ikke eksisterer, selvom hun gerne ville? Hmmm. Spiseliv ved det ikke. Men listerne, makronerne, stjernerne, whatever, dem kan man jo godt bruge alligevel. Fordi man overordnet set kan identificere sig med netop det univers, som michelinguiden eller San Pellegrino-listen udgør, og derpå støtte sig til listen eller guiden eller lægge afstand til den. Groft sagt handler det vel om at kende sin anmelders stil.
