“Sidste år kritiserede jeg kokkene for, at der manglede personlighed på tallerkenerne - det gør der bestemt ikke i år. Og sidste år sagde jeg, at vi tror, at hele verden har vendt deres øjne mod Danmark. I år er det rent faktisk tilfældet. Når jeg møder udlændinge, nævner de Noma før Michael Laudrup, når samtalen falder på Danmark. Det går rigtig godt med dansk gastronomi.”

Sådan sagde formanden for Foreningen af Danske Madanmeldere, René Langdahl, da anmelderne søndag den 11. september uddelte priserne for de bedste retter, de har spist på de danske restauranter i løbet af året, og uddelte en række særpriser ved Årets Gericke.

Det er da noget at glæde sig over, og skal man tro aftenens konferencier, Adam Price, var niveauet i år ekstremt højt, hvilket gjorde jobbet med at bedømme, hvilke retter der var de bedste, ekstra svært.

"For fem-syv år siden kunne man som dommer håbe på en lille teknisk fejl, men den tid er for længst forbi," sagde han.

Hovedstaden tog hovedkategorierne
De tre hovedkategorier Årets Forret, Årets Hovedret og Årets Dessert gik alle til restauranter i hovedstaden.

Forretskategorien bliver i konkurrencen nok betragtet som den sværeste at vinde, simpelthen fordi de fleste toprestauranter har rigtig mange forretter på kortet, så de retter, der indstilles, er af virkelig høj kvalitet. Det var Thomas Herman fra Restaurant Herman, der løb med sejren med retten ‘Skandinaviske skaldyr og bisque af tørret kamille med muslinger og kamillekaviar’.

“Det er en hyldest til januar, hvor man har det lidt dårligt og skal have kamillete - og kamille er godt sammen med skaldyr,” fortalte Thomas Herman om tankerne bag retten.

Jonas Christensen fra 1. th vandt Årets Hovedret med ‘Sprængt kalvebryst med ærter og gulerødder’. Da han modtog prisen, takkede han folkene bag 1.th:

“Uden dem var jeg ikke nået hertil.”

Ydmyghed er fint, men forhåbentlig har han glædet sig godt og grundigt over sejren, som han hev hjem henover hovedet på nogle af verdens absolut mest feterede kokke, blandt andre Rasmus Kofoed fra Geranium og Thorsten Schmidt fra Malling & Schmidt. Geranium var forøvrigt nomineret i tre kategorier (Forret, Hovedret og Udskænkning), men vandt ingen af dem.

"Kokkene udenfor København har nogle sværere gæster.”

René er stolt
Til gengæld vandt René Redzepi og Noma - naturligvis, fristes man til at sige - dessertkategorien med retten ‘Gammel Dansk og vilde urter’.

Naturligvis, fordi Noma sidste år vandt alt, hvad de blev nomineret til ved Årets Gericke. Og Noma vandt da også den anden kategori, restauranten var nomineret i; snacks - en kategori, som er ny i år.

René Redzepi var i Peru og kunne ikke selv være tilstede og modtage priserne, men køkkenchef Torsten Vildgaard, som modtog de to priser på Nomas vegne, sagde:

“René har siddet på pinde hele aftenen og har ventet som en lille dreng på afgørelsen, og jeg skal hilse og sige, at han er meget stolt over at modtage de to priser.”

En enkelt pris til Fyn
Ikke overraskende var det Bo og Lisbeth Jacobsen, der løb med titlen Årets Bistro for deres nye restaurant Paustian, og Martin Bek fra formel B vandt prisen Årets Udskænkning.

Og så gik der en enkelt pris til Fyn, nemlig til Rudolf Mathis i Kerteminde, som hev sejren hjem i kategorien ‘Betjening’.

Kan de ikke lave mad i Jylland?
Og hvordan kan det så være, at det igen i år er københavnerne, der tager guldet i de fleste kategorier? Kan de ikke lave mad i Jylland og på Fyn?

Jo de kan, men de har sværere odds, når det kommer til den absolutte topgastronomi, for som Ole Troelsø fra Børsen sagde:

“Det er ikke fordi talentet, viljen og ambitionerne ikke er der, men kokkene udenfor København har nogle sværere gæster.”

Deri er nok indforstået, at gæsterne i Jylland ikke er helt så eventyrlystne som i hovedstaden.

Bornholmere kan lave mad
Til gengæld blev det bevist, at bornholmere - de kan lave mad. For gallaaftenens 6-retters menu stod de tre bornholmere Mikkel Marschall, Daniel Kruse og Nicolai Nørregaard i samarbejde med kokke- og tjenerelever fra Hotel- og Restaurantskolen, som lagde lokaler til festen. Maden, der blev serveret for de omkring 300 gæster, var så god, at Francis Cardenau fra bl.a. Le Sommelier - en af dansk gastronomis (små) koryfæer - sagde:

“I mine 40 år som kok har jeg aldrig fået serveret så god mad til et selskab.”

Tak for mad. Og tillykke til dansk gastronomi.