Nej, billedet er ikke specielt festligt, men sådan er der faktisk også nogen der lever. Det betyder ikke, at vi i andægtig afholdenhed skal sidde på vores hænder og synes, det er synd. Nej, nu har du mulighed for at spise, drikke og feste til langt ud på natten, og imens du gør det, hjælper du nogen, som godt kunne bruge din hjælp. Nemlig ved MAD Charity Dinner, som finder sted om lørdagen under Københavns nye madfestival, MAD Foodcamp.


Rytteriet, René Redzepi og surprise

Aftenens værter bliver Rytteriet, der vil være velgørenhedsauktion, surprise liveoptræden og DJs på flere scener. Bag gryderne ved flere små madstande, som man kan shoppe rundt imellem, står tyrkiske kvinder og bager fladbrød, og nogle af landets allerdygtigste kokke disker op med lækkerier, blandt dem René Redzepi og Mads Refslund. Overskuddet fra aftenen går til at hjælpe afghanske flygtningekvinder med at etablere deres egne små haver (urban gardens), der kan dyrkes lokalt og dermed bidrage til husholdningen og selvforsyning i fremtiden.

Maden indtages ved langborde og bænke, og bål, olietønder og grill sætter stemningen under den åbne, (naturligvis regnfri) himmel.

Med andre ord er der lagt op til en festlig aften med masser af overskud og mulighed for en god smag i munden i mere end én forstand.

Hvor, hvornår og hvor meget?
Festen finder sted på Halvandet, Refshalevej 325, 1432 København K lørdag d. 27. august fra kl. 18.30 til midnat. Billetterne (1000 stk.) sættes til salg den 18. august og koster 600 kr. inklusiv mad, vin, øl, vand, most, dessert surprise, underholdning og god samvittighed.