Navnet er Kroen Under Broen, og den er at finde under Knippelsbro fra onsdag den 3. august til og med søndag den 27. august.

Fisk, grønt og biovin
Omdrejningspunktet er som før fisk, skaldyr og alt godt fra planteriget, og bag gryderne står de dygtige kokke fra Madkastellet, som bedst er kendt som dem, der lavede maden på et andet populært og for længst desværre hedengangent christianshavnersted, nemlig Lufkastellet.

Middagen starter hver aften kl. 18.30, hvor der serveres en aperitif, tre retter mad og rigeligt af det og dertil naturlige og biodynamiske vine og også nok af dem. Inklusiv kaffe til slut er prisen 600 kr. for en aften under broen. Hvis man er en gruppe på mindst 10 personer kan man også komme til frokost, hvor prisen er 300 kr. for en lidt mindre omgang.

Gang i gaden
"Vi laver restaurant under Knippelsbro igen i år, fordi vi gerne vil lave lidt gang i gaden, servere noget god mad og nogle ordentlige vine i en god og uprætentiøs atmosfære. Vi kan rigtig god lide stedet under broen, det er et fedt sted, som vi gerne vil vise det frem."

Sådan fortæller Sune Rosforth fra vinhandlen Rosforth & Rosforth, som står bag Kroen under Broen, som de i år driver uden ophavskvinden, Anne Marie Fallenius.

Jeg kiggede selv forbi på åbningsaftenen og må give Sune ret; stemningen kan ingen sætte en finger på, maden er der nok af, vinen ligeså, og den er god. Denne første aften var en prøveaften, hvor eventuelle fejl skulle rettes op, men den eneste fejl, jeg oplevede, var, at jeg blev nødt til at tage hjem, fordi jeg jo skulle op og passe et job næste dag. Jeps, det her job. Men anbefalingen er varm.

Skynd dig
Flere datoer meldes der allerede om udsolgt, så hurtig reservation tilrådes, hvis man vil spise under broen. Der er dog også mulighed for bare at droppe forbi til et enkelt glas vin og lidt spiseligt på kajkanten - her kræves ingen reservation.