“Vi drømmer om en fremtid, hvor kokken er socialt engageret, bevidst og ansvarlig for sit bidrag til et retfærdigt og bæredygtigt samfund.”

Citatet er blot et lille uddrag af en længere erklæring, som den 10. september blev underskrevet af nogle af verdens mest betydningsfulde kokke, blandt dem Ferrán Adriá, Michel Bras og vores egen René Redzepi.

Formålet med erklæringen, The Lima Declaration, er ifølge ophavsmændene at “tjene som reference og inspiration for de unge, der vil blive morgendagens kokke.”

Underskriverne er alle medlemmer af International Advisory Board of the Basque Culinary Center, og erklæringen er blevet til under madmessen Mistura Perú i Lima – deraf navnet.

Der skal handles nu
Erklæringen kommer i kølvandet på, at en god håndfuld af verdens mest indflydelsesrige kokke samledes i København til symposiet Planting Thoughts under Mad Foodcamp. Temaet for symposiet var planteriget, men hele vejen rundt viste der sig en vilje til, at disse kokke som rollemodeller for os andre kan bruge deres talent til andet end at lave mad. Blandt talerne var der klar konsensus om, at det ikke nytter bare at lade stå til. Der skal handles nu, og disse stjernekokke kan om nogen bidrage til at vise en vej, der er mere bæredygtig og socialt ansvarlig.

Kun tiden vil vise, hvordan symposiets og erklæringens budskaber vil sprede sig fra toppen og nedefter og måske på længere sigt føre til, at vi alle bliver mere bevidste om, hvad vi sætter til livs.

Intentionerne er i hvert fald meget prisværdige, og hvis nogen af morgendagens kokke læser med, er opfordringen til at tage mere ansvar er hermed givet videre.