Jeg er flere gange på Facebook og senest i en anmeldelse i Information stødt på navnet Rødder, og jeg er blevet nysgerrig: Hvad er nu det? Jeg ringer til Rødder og får fat i Esben Grundtvig.

“Det startede egentlig med, at vi bare lavede vores arrangementer for nogle venner, men pludselig er det gået stærkt, og nu har vi fået en anmeldelse i Information. Det er vildt fedt.”

Esben Grundtvig står sammen med Martin Marko Hansen og Solfinn Danielsen bag fænomenet Rødder, som han beskriver som “en pop up restaurant, hvor vi gennem en række arrangementer vil sætte fokus på lokale råvarer og biovin.”

Arrangementerne finder sted omtrent en gang om måneden, hvor 30-50 mad- og vinglade gæster samles omkring langborde på forskellige locations rundt omkring i København.

“Tidligere har vi bl.a. lavet et arrangement i en kolonihave, i Kødbyen og på Amager Strand. Det seneste fandt sted i et gammelt pakhus på Islands Brygge, og der kommer det næste også til at foregå,” fortæller Esben Grundtvig. Det næste arrangement på plakaten var egentlig planlagt til at finde sted den 14. januar, men det blev så hurtigt udsolgt, at Rødder-drengene nu har annonceret endnu et arrangement dagen før, den 13. januar. Der skulle stadig være billetter at få, hvis man er hurtig.

Ikke høj gourmet
Arrangementerne følger en forholdsvis fast formel, hvor man får snacks, 3 retter, kaffe og sødt til omkring 300 kr. per mand, og hertil kan man købe naturvine til rimelige priser. Det er ikke dyrt, til gengæld skal man ikke forvente hvide duge på bordene, tallerkenerne må man sende videre på højskole-manér, og vinene henter man selv i baren.

“Det er ikke høj gourmet, men ærlig og rustik mad. En typisk menu kunne stå på rillette af fisk til forret, en langtidsbraiseret gryderet til hovedret og til dessert en klassiker med et lokalt eller nordisk islæt.”

Der er fokus på grønt i sæson, og alle grøntsager er biodynamiske, økologiske eller fra Søren Wiuff. Kød er der også på menuen, og her får Rødder-drengene deres råvarer fra de små gårde Dalbakkegård, Hvidkildegård og Maglemosegård på Lolland-Falster, hvor de selv er vokset op.

Tilbage til rødderne
“Hele tanken med Rødder er, at vi laver mad, der går tilbage til vores egne rødder. Vi bruger mange rodfrugter i maden, og syltning og langtidsbraisering er nogle af de tilberedningsformer, vi gør det mest i.”

Missionen er ikke bare at lave noget god mad, men også at udbrede kendskabet til de gode råvarer, biovinene og dem, der producerer dem. Ved arrangementerne sørger de tre bagmænd derfor altid for at knytte nogle kommentarer til råvarerne eller producenterne, uden at det hele dermed behøver at blive for helligt.

“Det allervæsentligste er, at vores gæster har lyst til at hygge sig en aften og går ind til det med et åbent sind. At de har lyst til at udforske de gode råvarer og prøve forskellige vine. For os gælder det om at ramme en stemning, vi godt selv kan lide, når vi er ude at spise, og der behøver det hele ikke at være for pænt.”

Det næste Rødder-arrangement finder sted den 13. januar på Islands Brygge - se mere på Facebook. Pladser bestilles på info@rodder.dk, og billetten betales kontant, ligesom man også skal huske kontanter til baren.