Sortebro Kro flyttede fra landevejen mellem Brudager og Lakkendrup ved Vejstrup Å og blev genoprejst i og af Den Fynske Landsby i 1945 og fortsatte med at beværte sultne danskere fra nær og fjern. I 1999 bød chancen sig for en ung ambitiøs kok - John Kofod fra Østerbro - at overtage Sortebro Kro, hvilket var en stor drøm som gik i opfyldelse efter, nogle år forinden, at have smagt på det at stå en sommersæson i kroens hektiske køkken, iklædt kridhvid kokkejakke og kreeret de smukkeste buffeter, med den der summen af liv fra hele kroen.
En god beslutning
Drømme er jo magiske, men for at bringe denne drøm til virkelighed, var der lige en anden som skulle overbevises. Denne anden var John´s store kærlighed Melina, som var godt indgroet i Københavner-livet med job, familie og venner. Melina er halv mexikaner og har boet i Mexico med sin familie fra hun var 6 til 16 år, nogle år som i den grad præger et ungt menneske og for Melina er stærke familiebånd det allervigtigste.
Velvidende at der skulle store overtalelsesevner til, inviterede John sin svigermor med til Odense en kold snevejrs dag. En god beslutning, for denne kvinde var både kreativ og forretningsorienteret, så hun kunne let se alle mulighederne og inden længe var Melina "overtalt", trods det at denne helt fantastiske kro var grå og kedelig og lå langt væk fra livet i København, i en del af Danmark, hvor folk sagde `hviiiivin´ istedet for hvidvin - gjorde de grin med hende, kunne de ikke bare tale normalt? Nu har Melina haft lidt oplevelser med sprog, for i sine yngste år troede hun, at spansk-mexikansk var et hemmeligt sprog, som kun hun og mor kendte til, så skuffelsen var stor da de flyttede til Mexico og alle andre kendte deres sprog. Melina fandt dog hurtigt ud af, at man på Fyn talte fynsk og det var helt normalt, for sidenhen selv at blive fynsktalende.
Hov... hvad med opvasken?
John var ovenud lykkelig for at overtage kroen og forudså alle de flotte resultater med en fyldt kro, takket være hans sublime kokkekunst, uden tanke for hvem der skulle vaske op, betjene gæsterne, hjælpe ham i køkkenet og hvor man handlede ind, for hele John´s netværk var jo i København. Storebæltsbroen åbnede i 1997, så det måtte da være let at pendle med toget hver morgen fra Østerbro til Odense, bringe maden med i kasser, selv den friske fisk blev leveret ved banegården og bragt over, for også dengang lavede John al sin mad fra bunden af de bedste råvarer fra sæsonen. Opvasker Adil pendlede med fra København og viste sig hurtigt at være en kæmpe hjælp, for han gik selv til hånde i køkkenet og begyndte at anrette tallerkenerne. Det var starten på det nye køkkenteam, for John havde tilmed fået en dygtig kok med fra København.
John og Melina blev dog boende på Østerbro i forsøget på at kombinere Johns kro eventyr i Odense med Melinas job i København, men indså hurtigt at dette var umuligt, når drømmen også var at være sammen. Så de rykkede teltpælene op og flyttede til Odense.
Den passionerede kok og den spørgende
John og Melina´s baggrunde er langt fra hinanden, men har i den grad været styrken bag parret og det har de været opmærksomme på helt fra starten. John med sin passion for kokkefaget og missionen om at bringe det bedste frem i sæsonens råvarer og Melinas klare indtryk af mad, smag og kvalitet, så alle retter godkendes af Melina inden de kommer på menuen. Opgaven er ikke at kritisere, men at stille de gode spørgsmål, som kunne man ikke lige..? Udgangspunktet er det, at idet man sidder i dejlige omgivelser ved et veldækket bord, så smager alt anderledes, for det er ikke altid at de gode ideer virker på tallerkenen.
Når man taler passion er det ofte forbundet med frustration, da man har et inderligt ønske om at bringe det bedste til bordet. Her er John blevet mere rolig med alderen, siden dengang han ville imponere Melina ved at lave sin yndlingsret `kogte Oksehaler´, men de blev ikke som John ville have dem og de var tæt på at blive kastet i hovedet på Slagteren, men Melina, som synes selskabet var vigtigere end maden sagde "Sovsen er rigtig god og vi har kartoffelmos" For John var sagen en anden, for det her var jo hans liv - altså at lave mad - det viste sig dog, at oksehalerne blot skulle koge lidt længere. En frustration som er blevet til en sjov historie om en nyforelsket ung kok, som lige skulle vise en smuk ung kvinde sin kogekunst, uden at få fedtpletter på tøjet.
Julen i skåle
Sortebro Kro blev meget populært fra starten, gæsterne tog godt imod John´s køkken, som altid handler om at bringe den bedste smag frem i alle sæsonens råvarer og kombinere dem på smukkeste vis. Der var dog én ting som John tog fejl af og det var Julen. Da kalenderen sagde november var der ikke én reservation i bogen, for her var jo ingen julebord eller julebuffet og fynboerne var ikke klar til at bryde med denne tradition. Så der skulle lægges nye planer meget hurtigt hvis julemåneden skulle reddes. John og teamet lagde sig i selen for at give gæsterne et andet slags julebord, så de anrettede alle juleretter i små skåle på buffeten. Det faldt i så god jord hos gæsterne, at kroen har været fyldt til jul lige siden. I dag serveres julen ved bordet, stadig i små skåle og man kan altid få mere af hver ret, men det har alle dage begrænset madspildet og set indbydende ud for gæsterne.
Kreativiteten og energien
Der sker meget i løbet af 25 år, også for John og Melina. John er den helt store idémager og Melina har sørget for kraftig sortering, for at holde fokus på, hvad er det værd i forhold til at beholde den gode livsstil, som giver energien til naturligt at skabe den atmosfære, som også gæsterne kan mærke fra de træder ind ad døren. De lærte meget om sig selv, da de valgte at drive Restaurant Under Lindetræet fra et rungende `nul gæster` til en fyldt restaurant på få år, hvor de igen satte alt ind på opgaven, lige fra at lave hul i ydermuren for at få et kæmpe Molteni komfur ind fra Hotel D´Angleterre, til at skabe H.C. Andersen menuer, som forskellige kokke fik lov at fortolke og det faldt i odenseanerne´s smag. H.C. Andersen menuerne udkom i bogform og Det danske hus i Paris inviterede John & Co. ned for at lave menuerne der.
Det kostede dog enorm energi og John fandt det svært at være kreativ to steder, for den fine by-restaurant skulle jo have sit eget præg. Tanken var, at når der manglede plads på Sortebro Kro, så kunne gæsterne sendes videre, men de ventede hellere på at et bord skulle blive ledigt. Kok Brian Madsen, som havde kæmpet ved deres side på Under Lindetræet i de 4 år, overtog restauranten sammen med sin hustru Mia og drev denne videre i mange år efter. Så `projektet` lykkedes, men John og Melina var tyndslidte af, først årene med at pendle fra København, senere drive restauranter fra to adresser, og valgte derfor at lægge al deres kærlighed i Sortebro Kro, for lykken var jo at have hverdagen sammen.
Sjælen og gæstens ´kritik´
Har man besøgt Sortebro Kro er man ikke i tvivl om at kroen har en sjæl, det der ubeskrivelige som gør, at man bliver ved at komme tilbage, at man føler sig velkommen og godt tilpas og aldrig glemmer oplevelsen af at bare være, at nyde og glemme tiden, for den går vitterligt i stå. Men hvordan får et sted sådan en sjæl? Det starter med menneskene bag, som byder ind med positiv energi, ro til den hyggelige snak med personalet, tid til at lære fra sig og vise vejen, oprigtig lyst til at byde sine gæster ind i stuerne til en god oplevelse af maden, kroen og betjeningen. John tilføjer "Dertil samspillet mellem Restauratør og gæst, for gæsten skal jo også provokeres ligesom gæsten provokere os. Så når gæsten har noget på hjerte er det vigtigt at lytte, også når de har en negativ kritik, for så er det fordi gæsten bekymrer sig om dig og synes at det her sted har noget, som betyder noget for ham, men selvfølgelig betyder meget for os, så vil han gerne forme det til det perfekte sted for ham" og så er der alt det som er svært at sætte ord på, som en flot blomsterbuket, det hyggelige toilet med lidt ekstra luksus, når nu man lige må igennem gården først, for som værtsparret siger; her er intet perfekt og det er vi heller ikke, men her er hyggeligt. Og det er måske det som gør stedet så perfekt!
Tanker og fremtid
´Da vi startede havde vi ingen penge, men hvad man ikke har i penge har man i kreativitet´. Og det viste sig blandt andet i at fryseren kun blev brugt til vandflasker, som de hældte lidt vand i og frøs dem, for at kunne servere iskold vand til bordet. På det gamle porcelæn fra loftet anrettede de desserter og gæsterne syntes det var så flot med alle de små tallerkener, men det var kun fordi der ikke var råd til de store tallerkener. Menukortet blev vendt, så nye menuer kunne skrives på bagsiden. Så i moderne tale var de ekstremt bæredygtige, for alt blev genbrugt.
I dag falder tankerne på hvor vildt det hele egentlig var, at banken sagde ja og hvordan man handlede her og nu, uden at tænke konsekvens. `Det var ingen nem start, men alt løste sig ligesom hen ad vejen og nogle gange måtte udfordringen lige en tur forbi ”værkstedet” igen, for så at løse sig. Det er sundt at kaste sig ud i noget nyt, bare du har dig selv og din kreativitet med, så kommer det til at gå dig godt.´ Citat John Kofod.
Fremtidens restauranter byder på flere grønne retter og det veganske køkken er i sådan en udvikling, at det bliver mere interessant at spise vegansk, som kokkene dygtiggør sig og kreerer smagsfulde grønne retter. John og Melina rejser altid for maden og for nyligt besøgte de en vegansk restaurant i Paris, hvor de fik en ´grænseoverskridende god spiseoplevelse´ eller som deres medrejsende nevø i 20´erne beskrev maden med ordet `Insane´. John og Melina spår, at vi spiser helt anderledes om 10 år, og det måske bare er en historie som skal fortælles bedre for at vi forstår det veganske. Men de ønsker sig fortsat at råvarene respekteres og mener ikke, at det behøver at ligner noget andet end det er, så ingen kunstige bøffer her!
