Tips til en spiselig vinterferie
Kategori: Aktuelt 9/2 2012
Hvis du hører til dem, der for længst har booket en skiferie i vinterferien, så spring blot denne artikel over. Hvis du til gengæld skal tilbringe uge 7 i kolde København, så læs med her, hvor vi har samlet nogle tips til en skøn, spiselig vinterferie.
______________

Lørdag den 11. februar kan du være med, når madelskere fra hele Norden sætter deres kompetencer indenfor sild på prøve i konkurrencen “Nordens bedste sildeopskrift”. Det foregår i Nyhavns Færgekro, som til anledningen er indrettet som indendørs marked, hvor du kan se, smage, dufte og få tips til sild, krydderbrændevin, most og øl.
I Færgekroens bar-lounge kan du desuden lade op med en snack og en øl eller en af Færgekroens mere end 20 forskellige slags hjemmebryggede krydderbrændevine til tonerne af lækker jazz.
Tid: 13-16
Pris: Gratis

I vinterkulden bør du have noget varmt at styrke dig på, og din søndag aften kan du meget vel tilbringe på Al-Diwan, den indisk/pakistanske restaurant på Vesterbrogade, som serverer mad fra mogulernes rige.
Lige nu har Al-Diwan tilbud på følgende overdådige menu, som er en mogul værdig:
- Mixed grill med indisk yoghurt-salat og chutneys
- Chicken chat: Marineret kylling med kikærter, peberfrugt, tomater, løg, kartofler og masala
- Butter chicken: Tandoori-kylling tilberedt i smør og krydderier
- Shahi Koorma: Lammekød med tyk, krydret cashew sauce
- Aloo saag: Spinat og kartofler tilberedt i stærke orientalske krydderier
- Pulao ris: Ris med ærter
- Garlic tandoori naan: Tykt hvedemelsbrød med hvidløg
- Hjemmelavet dessert
- Kaffe, te eller chai
Tid: Tirsdag til søndag fra kl. 17.30-22.30
Pris: 197 kr. per person

Mange kendte stand-uppere som Michael Wulff, Simon Talbot og Nicolai Stockholm startede deres karriere som sjove på Barbar Bar, som hver mandag har gratis stand-up og dermed en enestående mulighed for at sidde med på første parket, når morgendagens stjerner prøver deres materiale af.
“Showet” starter kl. 21, og inden da serveres der stegt flæsk med persillesovs ad libitum plus en gratis fadøl, hvis du på forhånd bestiller bord til mindst to.
Tid: Kl. 21. Kom gerne tidligere, hvis I vil spise.
Pris: Gratis. Stegt flæsk koster 109 kr.

Tirsdag den 14. februar bør du naturligvis fejre kærligheden med en, du holder af, hvis du har sådan en. Uanset om din Valentins date er mest til Sex & The City, hjemmebrygget øl, erotiske historier, spansk, italiensk og hygge foran pejsen eller derhjemme, så er der på mange københavnske restauranter ekstra meget romantik i luften netop denne aften.
Se hvilke i vores guide med inspiration til jeres Valentins aften
Se også vores guide til romantiske Valentines getaways
Single Valentines
Er du single? Derfor kan du da sagtens fejre Valentins aften, fx på Bar'Vin i Skindergade, som inviterer til single valentins-middag med god mad og vin serveret på langborde i hyggeligt selskab. Aftenen starter med champagne smagning og charcuterie, derefter serveres der hovedret og masser af rødvin, ost og flere bobler og til sidst kaffe med flødeboller fra Summerbird. Derefter er vinbaren åben for dem, der stadig er tørstige.
Tid: 18.30-?
Pris: 400 kr.
Ring på 3312 5803 for at bestille plads eller læs mere på Facebook

På Wining & Dining er menuen fast, men drikkevarerne er ad libitum - på den fede måde. Her er nemlig ikke noget fortyndet øl og Chateau de Headache, men derimod kvalitetsvine, primært franske, som fyldes på, til du selv siger stop.
Køkkenstilen er fransk, og lige nu får du en 3-retters menu bestående af laks med jordskokkepuré, kalvemørbrad med rissoles-kartofler og trio af chokolade med hindbærsorbet. Hertil kan vælges en god eller en bedre vinmenu.
Lige nu fejrer Wining & Dining desuden sin 1-års fødselsdag og giver et glas gratis bobler som velkomst, hvis du bestiller bord via Spiseliv. Det kan du gøre her.
Tid: Tirsdag-lørdag 17.30-24
Pris: 398 kr. for 3 retter med “elegant vinmenu”. 498 kr. for 3 retter med “superior vinmenu”

Lær alt, hvad der er værd at vide om øllets historie gennem de sidste 7.000 år, når den flydende restaurant Saga Queen inviterer til en aften med historiker Allan Mylius Thomsen. Her kan man med udsigt til København fra vandsiden spise en 3-retters menu, smage fem skønne øl og samtidig blive meget klogere på et vigtigt emne.
Tid: 18-21
Pris: 495 kr. inkl. 3 timers sejlads.

Det er lige nu, det er sæson for stenbiderrogn - med andre ord er det lige nu, man bør frådse i den lækre, lyserøde rogn, som også går under navnet “Nordens kaviar”. Hvis man spørger os, smager stenbiderens rogn meget bedre end størrens, og så er det oven i købet både tilgængeligt og forholdsvis billigt.
Eller gratis faktisk, hvis du nøjes med smagsprøver, når Amager Fiskehus holder fredagsbar med bobler og musik. Der er dog også annonceret et “rognrivende godt tilbud, du med garanti ikke kan modstå,” så måske ender du alligevel med at skulle til lommerne, men på en måde, du bliver glad for bagefter.
Tid: 17-19
Pris: Gratis
Sted: Amager Fiskehus, Holmbladsgade 3, 2300 København S

Ryk mod syd lørdag den 18. februar, hvis du trænger til en anledning til at gå i barndom. Fortet i Karlslunde inviterer nemlig til fastelavnsfest for store børn, med alt hvad dertil hører: Tøndeslagning, fastelavnsboller, buffet og mulighed for en god griner ad alle de andre voksne i udklædningstøj. Der er imidlertid en rigtig god grund til selv at gøre noget ud ad udklædningen, for bedst udklædte vinder fri bar, til festen slutter kl. 02
Tid: 17-02.
Pris: 198 kr. med spisning. 98 kr. uden.

Pyha. Det var så den vinterferie. Lad op til endnu en håndfuld kolde, kedelige hverdage på Cap Horn, hvor der serveres klimavenlig brunch med økokaffe og juice til tonerne af lækker jazz.
Mere spiseligt i vinterferien
Det meste af februar hylder festivalen Nordens Kaviar stenbiderrognen, som er i sæson lige nu. Se programmet her
I hele februar måned er der Copenhagen Cooking med massevis af spiselige arrangementer. Se programmet her
Den 11.-12. februar er der lakridsfestival i København. Se programmet her
Under Copenhagen Dining Week, som finder sted i uge 7, kan du på en lang række restauranter få en 3-retters menu + en flaske San Pellegrino for 200 kr. Se hvilke restauranter, der har ledige borde her.
Credits
Tekst og foto: Spiseliv
Billedet af stenbiderrogn er fra Nordens Kaviar







