Frederiks Bastion
Køkken: Dansk, Gourmet, Nordisk
Område: København K, Christianshavn
Frederiks Bastion ligger i et tidligere krudthus på Holmen lige mellem Christiania og Operaen. Trods kort vej ind til byen ligger restauranten helt ugenert i idylliske omgivelser med udsigt over Københavns Kanal og det rige fugleliv på Holmen.
Om sommeren kan man sidde ude, hvor der er sol hele dagen, og indenfor er det historiske hus rustikt indrettet med nøgne bjælker i loftet og skæve vægge. Den rå indretning passer perfekt til omdrejningspunktet for Bastionens køkken: Ny nordisk mad.
På menuen finder man smukke retter lavet af nordiske ingredienser, gerne økologiske og biodynamiske. Frokostkortet byder på salat, suppe, sandwich og nordiske frokostretter, og desuden serveres der brunch hver dag indtil klokken 17. Kommer man om aftenen, kan man vælge mellem 2 til 6 retter fra a la carte kortet og sammensætte sin menu, som man vil. Desuden fås hver aften en 2-retters operamenu og en dagens ret til en god pris plus et lille udvalg af mere caféagtige retter. Prisniveauet er yderst rimeligt, særligt i betragtning af, at alt er lavet fra bunden af gode, lokale råvarer.
Vinkortet er overskueligt - også prismæssigt - og mange vine fås på glas. Der serveres både vin- og saftmenuer til menuen, og desuden kan man få smoothies, sodavand, fadøl, cider og mange forskellige specialøl, primært danske.
Bag Frederiks Bastion står det unge par Kirstine og Kenneth Ellegaard, som selv som værter henholdsvis på gulvet og i køkkenet bidrager til en hjemlig og familiær stemning, som tiltrækker mange stamgæster fra området.
Man kan komme til Frederiks Bastion til fods, på cykel, med kanalrundfart, egen båd eller med bil, og der er gratis parkering, hvilket kan være en fordel for gæster, der skal i Operaen.















