Guide til restauranter, caféer og natteliv
i Danmark. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
Åbningsreception på byens hippeste ølbar

Åbningsreception på byens hippeste ølbar

Kategori: Event 29/4 2010

 

Kultølmageren Mikkellers bar i eget navn i Victoriagade åbner med en reception onsdag den 5. maj, og alle er inviteret.

Helt ubeskedent - og at dømme efter hypen på diverse ølblogs slet ikke ufortjent - bedømmer manden bag, Mikkel Borg Bjergsø sin nye ølbar til at blive "en magnet for internationale ølentusiaster".

Konceptet er enkelt: 15 haner med især Mikkeler-øl men også et eksklusivt udvalg af andre øl, primært amerikanske og europæiske. Herudover kommer der også masser af spændende og ofte ganske sjældne flaskeøl på køl. "Der vil kun blive serveret det allerbedste, som er til at få fat på, det kan jeg godt love," siger Mikkel Borg Bjergsø, og fortæller videre om åbningen:

"Ølmæssigt bliver det den vildeste åbning med øl fra nogle af de folk, jeg kender fra branchen. Noget af det kommer fra USA og er ellers fuldstændig umuligt at få fat på. Det bliver helt crazy."

Receptionen starter klokken 17 på onsdag den 5. maj, og der vil være mulighed for at smage en lang række øl fra Mikkeler og andre af Europas og USAs bedste bryghuse.