Guide til restauranter, caféer og natteliv
i Danmark. Artikler om mad, vin,
inspiration, baggrund og opskrifter.
Nyt Era Ora-spisested med jazz og torskerogn åbner til maj

Nyt Era Ora-spisested med jazz og torskerogn åbner til maj

Kategori: Nyhed 22/2 2010

 

Den 1. maj genåbner det legendariske jazzspillested Montmartre i de selvsamme lokaler, hvor stedet lagde scene til jazznotabiliteter som Stan Getz, Ben Webster og Dexter Gordon fra 1959 til 1976. Bag genåbningen står jazzmusiker, producer m.m. Niels Lan Doky og iværksætteren Rune Bech, som skal være henholdsvis musikchef og direktør.

De to "har ambitioner om at skabe en af Europas mest markante jazzklubber," som Niels Lan Doky udtrykker det. Lan Doky har engang indset, hvordan en god frokost kan skabe endnu bedre musik under studieoptagelser, fortæller han. Derfor er det heller ikke hvem som helst, de får til at stå for forplejningen af det jazzelskende publikum. Montmartre kommer nemlig til at have sin egen café og restaurant med folkene fra Era Ora ved roret.

 

Torskerogn, indbagte muslinger og langbordsstemning

Era Oras indehaver Elvio Mirelli fortæller selv, at han er "vældig beæret over at få lov til at være med i det nye projekt. Især fordi, det var det første sted, jeg besøgte, da jeg første gang kom til København."

Han sammenligner mad og musik, der hver især har evnen til at berøre både krop og sjæl og nævner, at der på Café Montmartre vil blive serveret "sund, enkel og mættende italiensk mad." Der vil desuden være fortolkninger over elskede klassikere fra udvalget i Montmartres guldalder. På det oprindelige kort finder man retter som kylling med agurkesalat, torskerogn med remoulade, forårsruller og ikke mindst de indbagte muslinger med citron, brød og smør, som skulle have værets stedets hofret. Hvilke af disse retter, køkkenchef John Toro (som også er køkkenchef på og medindehaver af fiskerestauranten Acquamarina) kommer til at vælge at sætte på menuen, er endnu uvist.

Sikkert og vist er det, at indretningen ligesom i gamle dage bliver langborde, hvor man rigtig kan komme hinanden ved, mens man hører jazz. Der vil være koncerter 3-4 gange om ugen.

Café Montmartre åbner omkring 1. maj, hvis køkkenet når at blive klar.

Læs mere

Café Montmartre
1110 København K

Se også

Era Ora
1414 København K

Acquamarina
1300 København K